Naturbørnehuset
 
Sunde opskrifter og ideer til fødselsdage

 Opskriferne hænger med billeder ved personalebillederne ved indgangen. Så kan du sammmen med dit barn få gode idder til hvad der skal deles ud til fødselsdagen i børnehaven. Vi modtager gerne forslag og opskrifter på andet som kan uddeles.

Pizzasnegle (15-20 stk.)

Du skal bruge: Dej: 25 g gær 3 dl vand 1 tsk salt 2 spsk olie 100 g fuldkornshvedemel ca. 400 g hvedemel (kom lidt mel i af gangen, det er ikke sikkert det hele skal bruges)

Fyld: 1 dl tomatpure eller en rest tomatsovs 100 g skinke, max 10 g fedt pr 100 g 3 spsk ananas, hakket eller peberfrugt 100 g revet ost, 30+ 1 spsk oregano olie til pensling

 

Sådan gør du:

 Rør gæren ud i lunkent vand.

 Tilsæt olie, salt, sukker og durumhvedemelet/ grahamsmel.

 Dæk skålen og lad dejen stå i 10 minutter – indtil det bobler.

 Tilsæt det andet mel lidt efter lidt og ælt dejen sammen til den er smidig

 Dæk skålen til og stil dejen til hævning et lunt sted i 1 time.

 Rul dejen ud til 30 x 35 cm.

 Smør tomatpuréen på og drys med ost, skinke, ananas/ peberfrugt og oregano.

 Rul dejen sammen som en roulade og skær den ud i 15-20 skiver.

 Stil sneglene på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve i 10 minutter. Pensl med olie.

 Bag sneglene midt i ovnen i ca. 15 minutter ved 225 grader.

 

Tip: Skinken kan skiftes ud med andre slags kødpålæg, fx peperoni, hamburgerryg, kylling, eller skiftes helt ud med fx peberfrugter og løg.

 

 

Pølsehorn med havregryn (16 stk.)

Du skal bruge: 25 g gær 3 dl lunkent vand 2½ spsk. olie 1 dl havregryn 1 tsk. salt ca. 370 g hvedemel

8 pølser ketchup æg til pensling

Pynt evt. med sesamfrø eller hørfrø

 

Sådan gør du:

 Udrør gæren i lunket vand.

 Tilsæt de øvrige ingredienser til dejen.

 Ælt dejen til den er smidig.

 Stil den til hævning et lunt sted ca. 1 time med et viskestykke over.

 Slå dejen ned og del den i to.

 Rul dejen ud i to cirkler og skær hver ud i 8 trekanter.

 ½ tsk. ketchup og ½ pølse lægges på hver trekant, som rulles sammen fra den brede ende mod spidsen.

 Pølsehornene lægges på en bageplade, beklædt med bagepapir, med spidsen nedad.

 Lad dem efterhæve ca. 10 min. Pensl hornene med sammenpisket æg og drys evt. med sesamfrø eller hørfrø.

 Bag pølsehornene ved 200 grader i 20-25 min.

 

Tip: 100 g af hvedemelet kan erstattes med fuldkornshvedemel, så får man nogle af de vigtige kostfibre.

 

 

Pirog med skinke (10-12 stk.)

Ingredienser 15 g gær 3/4 dl vand 1/2 tsk salt 2 spsk. olie 2 æg ca. 300 g mel ekstra mel til udrulning Fyldet: 200 g hytteost 2 porrer 100 g kogt, røget skinke ca. 1 spsk. sennep (efter smag)

 

Sådan gør du: Rør gær, vand, salt, olie og æg sammen. Bland melet i, og ælt dejen godt. Dæk skålen, og lad dejen hæve en lille times tid. Læg dejen på et meldrysset bord. Tryk den flad med hænderne, og rul den ganske tyndt ud til en firkant (50 x 50 cm). Tilbered fyldet, mens dejen hviler i udrullet stand. Skær dejen i 10 eller 12 lige store firkanter eller 10 cirkler efter en lille tallerken. Rør hytteosten med sennep, finthakket porre og skinke i ganske små tern. Fordel fyldet på dejstykkerne. Fold stykkerne sammen på tværs, og flyt dem over på en bageplade med bagepapir. Pensl kanten af stykkerne med vand eller æggehvide, og tryk dem omhyggeligt sammen med en gaffel. Bages 15 min. ved 210 grader midt i ovnen

 

 

Gulerodsboller (18 stk.)

Du skal bruge: 200 g gulerødder (2 stk.) 25 g gær 2½ dl lunkent vand 2 spsk. olie 2/3 tsk. salt 1 æg 1½ dl grahamsmel ca. 6 dl hvedemel

Sådan gør du:

 Riv gulerødderne. Opløs gæren i vandet.

 Tilsæt gulerødderne og de øvrige ingredienser.

 Ælt dejen godt igennem og stil den til hævning et lunt sted ca. en time.

 Slå dejen ned og form 18 boller, der lægges på en plade med bagepapir.

 Tænd ovnen på 225 grader og lad bollerne efterhæve ca. 15 min.

 Pensl evt. med mælk og drys med solsikkekerner.

 Bag brødet midt i ovnen 25-30 min. Lad bollerne køle af på en bagerist.

 Bollerne kan laves med revet squash i stedet for gulerødder.

 

 

 

Grovkiks med gulerod

Ingredienser 1 dl hvedemel 2 dl havregryn 1 dl grahamsmel 1/2 tsk. bagepulver 40 g blødt smør 1/2-1 dl letmælk 1 fint revet gulerod, ca. 75 g evt. æg og sesamfrø

Sådan gør du: Få børnene til at måle mel og havregryn op og blande det med bagepulver. Så skal de ælte blødt smør i dejen. Lad dem skrælle guleroden og rive den. De skal blande den revne gulerod i sammen med mælk til dejen er blød. Med lidt mel på bordet kan børnene rulle dejen ud med en lille kagerulle. Skær dejen ud i firkanter eller udstik figurer med små kageforme. Læg grovkiksene på bagepapir og prik dem med en gaffel. Lad dem piske æg sammen og pensle et tyndt lag på kiksene. Drys til sidst med sesamfrø. Bag kiksene i ovnen ca. 15 min. ved 200° C. De skal være sprøde og svagt lysebrune. Kiksene kan opbevares tørt i fx en dåse.

 

 

Frugt- og grøntsagsspyd

Ingredienser

Små grillspyd af træ med 3 forskellige slags frugter skåret i store stykker.

Vælg f.eks. mellem:

Ø Ananas

Ø Appelsin

Ø Agurk

Ø Banan

Ø Jordbær

Ø Ferskner/nektarin

Ø Peberfrugt

Ø Mango

Ø Pærer

Ø Gulerod

Ø Vindruer

Ø Melon

Ø Squash

Ø Æbler

 

Sådan gør du: Læg træspyddene i vand, så du ikke får splinter i munden Skyl og skræl frugterne Skær dem i stykker Sæt frugtstykkerne på spyddene

 

Snackpose (10 stk.)

 

Mixpose med frugt og nødder

Du skal bruge:

 100 g forskellige nødder og kerner fx mandler, valnødder, cashewnødder, græskarkerner og solsikkekerner

 100 g tørrede frugter fx abrikoser, tranebær, figner, dadler og rosiner

 100 g små friske frugter fx vindruer, kirsebær

 

Sådan skal du gøre:

1. Bland et hele i en skål

2. Fordel blandingen i 10 små plastposer fx en zip-lock pose, og pynt evt. med et klistermærke, bånd e.l.

 

 

Myslibomber (24 stk.)

Du skal bruge:

 100 g frugtrulle, fx figenpålæg, nøddemix

 100 g grov mysli, med grovvalsede havregryn og fx rosiner, nødder m.m. (ikke honningristet eller med chokolade)

 100 g tørret frugt, fx daddel og abrikoser

 

Sådan skal du gøre:

1. Hak de tørrede frugter og ælt det hele godt sammen med fingrene

2. Del massen og form 24 små kugler

 

Tip: Myslikuglerne kan rulles i kokos, kakao, nøddeflager eller halvdelen kan overtrækkes med mørk chokolade.

 

 

Fuldkornsknækbrød (24 stk.)

Du skal bruge:

80 g sesamfrø

80 g hørfrø

80 g solsikkefrø

80 g fuldkornshvedemel

2 tsk. bagepulver

Knivspids salt

½ dl rapsolie

1 dl vand

Sådan gør du:

Ingredienserne røres godt sammen og hældes på en bageplade med bagepapir. Læg bagepapir ovenpå og rul med en kagerulle. Øverste lag bagepapir fjernes og dejen skæres i stykker på 4x4 cm. Bages ca. 15 min. ved 200 grader. 

 

 

Fuldkornspandekager (ca. 16 stk.)

Du skal bruge:

80 g hvedemel

40 finvalsede havregryn

40 g groft rugmel

2 æg

3 dl mælk (gerne kærnemælk)

1 spsk. sukker

2 tsk. bagepulver m. top

20 g smør samt

En knivspids salt

 

Sådan gør du:

Æg, mælk og sukker piskes sammen.

Smørret smeltes på panden og hældes langsomt i dejen under omrøring.

Mel, havregryn, bagepulver og salt blandes for sig og røres derefter i dejen.

Kom ca. ½ dl dej på panden ad gangen, så fås omtrent 16 små luftige pandekager.

Serveres med fx marmelade. 

 

 

Rugbrødssticks (ca. 24 stk.)

Du skal bruge:

4 skiver fuldkornsrugbrød

50 g mørk chokolade (70 % eller derover)

Olivenolie

1 spsk. oregano

1 spsk. paprika

½ spsk. rørsukker

 

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 170 grader. Skær rugbrød i ½ cm. tykke skiver og læg dem på en bageplade. Pensl med olivenolie på dem du vil have krydderi på. Bland paprika, oregano og rørsukker og drys på de olierede sticks. Bag dem sprøde og gyldne i ovnen i 6-7 min. Smelt chokoladen i vandbad og pensl de resterende sticks med chokoladen når de er kølet lidt af.

Tip: Brug de krydderier du bedst kan lide.

 

 

Abemad (Frugtsalat)

Du skal bruge:

Brug de frugter I kan lide fx:

- Æbler

- Ananas

- Pære

- Banan

- Jordbær, Hindbær m.m.

- Vindruer

- Appelsin/ klementin

- Melon

 

Evt. Hakket mørk chokolade

 

Sådan gør du:

Frugterne skylles, skrælles og skæres i passende størrelser. Blandes sammen i en skål, evt. med lidt appelsinsaft, som gør at frugterne ikke bliver brune lige med det samme. Vend evt. hakket mørk chokolade i og server med råcreme, vaniljecreme eller flødeskum.

 

 

Kagebrød.

100 g smør

60 g Sukker

1 æg

2 dl ylette el. A38

325 g mel

3 tsk. Bagepulver

 

Sådan gør du:

Smør og sukker piskes. Ægget kommes i. A38, mel, bagepulver æltes i. Del dejen i 5-6 stykker, de rulles ud i pitabrøds-størrelse. Pensles med æg, derefter ridses et kryds i. Bages i 10-12 min ved 200 grader.